Vestergaard og co. sætter sig på Premier League-tronen

Jannik Vestergaard fik hele kampen på banen, da Southampton tog sæsonens femte sejr i Premier League, da det blev til 2-0 over Newcastle.

Efter at have indledt sæsonen med tre nederlag på stribe på tværs af turneringer er Southampton nu ubesejret i seks kampe på stribe. De fem af kampen har givet fuldt pointudbytte.

Det betyder, at holdet nu topper Premier League med 16 point efter otte kampe på en bedre målscore end mestrene fra Liverpool.

Jürgen Klopps hold har dog kun spillet syv kampe og kan søndag med point ude mod Manchester City tilbageerobre føringen i en tæt topstrid.

Faktisk kan hele fem hold enten overhale eller komme op på siden af Southampton i ottende spillerunde.

Jannik Vestergaard og co. satte tidligt i fredagens opgør kursen mod endnu en sejr, da Che Adams flot flugtede bolden i kassen efter syv minutter.

Newcastle begik flere fejl tæt på eget mål, og det var endnu en af dem, som førte til Southamptons scoring til 2-0 efter 82 minutter.

Lige foran eget felt tabte gæsterne bolden. Stuart Armstrong opsnappede den, tog et par god træk og sparkede den fladt ind.

Newcastle kom aldrig i nærheden af point, og holdet forbliver på 11 point.

/ritzau/