Velspillende AaB-hold giver træneren medaljetro

Efter 2-1-sejren over Randers fredag aften i Superligaens ottende spillerunde ligger AaB på en foreløbig andenplads i ligaen.

Midlertidig cheftræner Peter Feher var efter kampen fuld af lovord over for sine spillere.

– Det vigtigste er præstationen, og den var jeg tilfreds med. Vi leverer 100 procent, siger Peter Feher og fortæller endvidere:
– Selvfølgelig fylder det, at vi ligger nummer to. Vi spiller for at vinde, og vi vil gerne vinde medaljer.

Randers-kampen var Peter Fehers bare anden kamp i spidsen for Aalborg-mandskabet, og han har dermed en total på to sejre i lige så mange kampe, efter han også vandt 2-1 over Brøndby.

Det giver forhåbninger om en god sæson.

– Hvis vi leverer sådan her hver gang, kan vi godt blande os i topstriden, mener han.

Om han er manden, der kommer til at styre tropperne også på den længere bane, er han mindre meddelsom omkring.

– Det handler ikke om mig. Det handler om holdet og klubben. Jeg bruger ikke tid på at tænke over, om jeg skal fortsætte som permanent træner, siger han.

Én af Randers-kampens store profiler var AaB-anfører Lucas Andersen, og også han er tilfreds med tingenes tilstand i den nordjyske fodboldklub.

– Vi har præsteret utrolig godt, og det gjorde vi igen imod Randers, siger Lucas Andersen, som samtidig roser den midlertidige træner.

– Peter har en god energi og gør tingene på en positiv måde. Godt humør og en fantastisk person.

Men ligesom Peter Feher selv ønsker Lucas Andersen ikke at kommentere på fremtidens cheftrænernavn i AaB.

– Det er ikke på mit bord. Men Peter er fantastisk, og jeg er sikker på, at alle i klubben er glade for ham.

/ritzau/