Kuperet etapesejr overrasker triumfatoren Cort

Da 27-årige Magnus Cort (EF) rullede ud på fredagens tredjesidste etape af årets Vuelta a España var fokus klart. Han skulle hjælpe og passe på kaptajn Hugh Carthy, der er nummer tre i klassementet.

Egne ambitioner var pakket godt væk, da en hård kategori 1-stigning med top 35 kilometer var mål nok var for hård kost for ham at sidde med de bedste op over.

Men det kunne bornholmeren godt, og så snuppede han etapesejren.

– Jeg havde ikke tro på, at jeg kunne vinde. Fra starten troede jeg ikke på det. Jeg troede, at gruppen ville være mindre til sidst, siger Cort til Eurosport efter løbet.

– Pludselig kunne jeg se min chance for at overleve stigningen, og jeg vidste, at der ikke var mange hurtigere end mig.

Den betragtning havde han ganske ret i. På opløbet var ingen i nærheden af at kunne matche den alsidige og hurtige dansker.

I 2016 vandt han to etaper i løbet, og i 2018 kom det foreløbige højdepunkt i karrieren, da han vandt en etape i Tour de France.

Men den tredje sejr i Vueltaen var alligevel ganske speciel efter en noget broget og svær sæson.

– Det har været et svært år for alle, og det betyder meget for mig at vinde. Jeg var i god form efter coronapausen, men så fik jeg corona, var ude og kunne ikke træne i tre uger før dette løb. Det er virkelig rart at få en sejr her, siger han.

Det var midt i september, Magnus Cort blevet testet positiv for coronavirus, og hans holdkammerat Michael Woods er ikke i tvivl om, hvad etapesejren fredag beviser.

– Mand, hvor er han en utrolig cykelrytter. Det var fantastisk, han kom med op over den stigning (kategori 1-stigningen, red.), siger Woods til TV2 Sport.

– Da han kom med op over, var jeg ikke i tvivl om, at han var den med afstand hurtigste tilbage i gruppen.

Lørdag må Cort utvivlsomt tilbage i en rendyrket hjælperolle for Hugh Carthy, som på løbets sidste bjergetape skal kæmpe om sejr eller podiepladser i toppen af klassementet.

/ritzau/