Kane scorer mål nummer 200 for Tottenham i EL-sejr

Kun to spillere havde til dato scoret 200 mål eller mere for Tottenham.

Harry Kane blev torsdag aften den tredje spiller i historien til at runde den milepæl for London-klubben.

Det skete, da Kane scorede til 1-0 for Tottenham, der vandt 3-1 ude over Ludogorets i Europa Leagues gruppespil.

Det var Kanes mål nummer 200 i karrieren for Tottenham i sin kamp nummer 300 for klubben.

Kun to Tottenham-legender har scoret flere mål. Jimmy Greaves topper listen med 266 mål, mens Bobby Smith nåede at score 208.

I torsdagens kamp i bulgarske Razgrad headede Kane udeholdet foran 1-0 efter 13 minutter. Det skete efter et hjørnespark, som Lucas Moura stod for.

Efter lidt over en halv time var rollerne byttet rundt, og Kane leverede assisten til Moura, som nemt kunne fordoble føringen.

Fem minutter inde i anden halvleg reducerede angriberen Claudiu Keseru til 1-2 for Ludogorets og skabte dermed spænding i kampen igen.

Tottenham havde ellers domineret stort i opgøret, så det var lidt mærkværdigt, at bulgarerne pludselig fik færten af point.

Det håb blev dog slukket, da Giovani Lo Celso efter 62 minutter gjorde det til slutresultatet 3-1.

Pierre-Emile Højbjerg startede ude for Tottenham, men kom ind fra anden halvlegs start.

Den danske landsholdsspiller gjorde det fint på englændernes centrale midtbane.

Tottenham har hentet seks point i de tre første kampe i gruppen.

/ritzau/