Chef på Riis-hold: Vi er tæt på at have et hold i 2021

Cykelholdet NTT kan måske være på vej mod en redning.

Tidligere på ugen sagde team manager Bjarne Riis ellers, at det ikke ser for godt ud, fordi navne- og hovedsponsor NTT stopper efter i år, og tiden op til den kommende sæson er knap.

Men fra holdets grundlægger, Douglas Ryder, er tonen en anden.

– Det har været et godt år på cyklen. Desværre har det ikke været lige så godt, når det gælder sponsorsituationen i fremtiden, men vi arbejder på at få lagt puslespillet.

– Det er svært med økonomien i dag, og nogle virksomheder lider mere end andre. Men vi er meget tæt på at kunne køre på landevejen næste år, siger han ifølge holdets hjemmeside til et virtuelt arrangement hos Laureus Sport for Good Foundation.

Douglas Ryder siger, at holdet ikke vil fremgå af Den Internationale Cykelunions (UCI) liste over hold, som er bekræftede til 2021-sæsonen, når den offentliggøres torsdag.

Men der går ikke længe, før holdet formentlig kan præsentere en plan for den kommende sæson, lyder det optimistisk fra NTT-chefen.

– I løbet af de næste par dage burde vi være i stand til at sige, at vi har en plan for at køre videre i 2021, siger han.

Danskerkolonien NTT har også rytterne Michael Valgren, Andreas Stokbro og Michael Carbel i folden samt Lars Michaelsen og Lars Bak som sportsdirektører.

Holdet har hentet ni sejre i 2020, og senest markerede australske Ben O’Connor sig med en etapesejr i Giro d’Italia.

Riis blev en del af NTT i januar, og dengang var der store armbevægelser.

Planen for Riis og forretningspartnerne Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen var at købe 30 procent af holdet.

Det er dog aldrig sket, da handlen aldrig blev til noget, fortalte Riis i et interview med Ekstra Bladet tidligere på ugen.

– Det er ikke mit hold, og det har det aldrig været. Intentionen om at købe en del af holdet har været der, men det er aldrig sket, sagde Bjarne Riis.

/ritzau/