Sviatchenko: Fedt at FCK har fået Jess Thorup

FC Midtjylland har mulighed for at få skuffelsen efter tirsdagens Champions League-nederlag på 1-2 til Ajax hurtigt ud af hovedet.

På søndag kommer FC København på besøg i Herning, når Jess Thorup står i spidsen for det københavnske mandskab for første gang i Superligaen.

Hos FC Midtjylland er der ingen sure miner over, at klubbens tidligere træner nu står i spidsen for en af de største ligakonkurrenter.

– Vi kigger frem mod en superfed kamp i Superligaen. Jeg glæder mig personligt, og det er fedt, at de har fået en god træner i Jess Thorup, siger Erik Sviatchenko på et pressemøde tirsdag.

Cheftræner Brian Priske stemmer i.

– Vi glæder os til at tage imod FCK. Vi glæder os til at tage imod Jess. Vi er glade for, at der er kommet en stærk personlighed til den danske liga og FC København igen. Det er godt for dem og for dansk fodbold. Det bliver fedt, og vi glæder os til at byde dem op til dans, siger træneren.

FC Midtjylland har været inde i et hårdt kampprogram med fem kampe på 14 dage. Foruden tre nederlag i Champions League er det blevet til en sejr over Brøndby og et nederlag til FC Nordsjælland i de seneste to uger.

Efter tirsdagens kamp mod Ajax er der fem dage til næste kamp, og selv få dages pause gør en forskel.

– Lige nu skal vi lige have lagt den her kamp – måske ikke i graven – men bagved. Så har drengene et par fridage, og de kan få restitueret. Staben kan få et par dage, hvor de ikke skal tænke ret meget på fodbold, men kigge på deres familier, kærester, koner og børn.

– Der har været knald på. Så alle har godt af nogle dage, hvor de kan tænke på noget andet, siger Brian Priske.

Efter syv spillerunder ligger FC Midtjylland på tredjepladsen i Superligaen med 13 point. FC København er efter en sløj sæsonstart kommet op på ti point og ligger på ottendepladsen.

/ritzau/