Messi fører Barcelona til tredje CL-sejr på stribe

FC Barcelona snuppede tredje sejr på stribe i Champions League, da holdet vandt 2-1 hjemme over Dynamo Kiev.

Sejren betyder, at Barcelona topper gruppen med ni point. Juventus, som vandt 4-1 ude over Ferencváros, har seks point på andenpladsen.

Dynamo Kiev og Ferencváros har begge et point efter tre kampe.

Barcelona har hentet gode resultater i Europa, mens det har haltet i den hjemlige spanske La Liga, hvor catalonierne er uden sejr i de seneste fire ligakampe.

Sådan fortsatte billedet sig i onsdagens kamp.

Allerede efter fem minutter dummede coronaramte Dynamo Kiev sig ved at begå et unødvendigt straffespark, som Lionel Messi omsatte til 1-0-føring.

I minutterne derefter brændte Barcelona en række store muligheder.

Teenageren Pedri skød på overliggeren, mens Antoine Griezmann brændte fra tæt hold på en gigantisk chance.

Ansu Fati var også tæt på, men kunne heller ikke overliste Dynamo Kievs reservemålmand, 18-årige Ruslan Neshcheret, der stod en brandkamp.

Der skulle gå en time fra Messis åbningsmål, til Barcelona-stopperen Gerard Pique efter 65 minutter headede hjemmeholdet på 2-0.

Dermed var Barcelona på vinderkurs, men det kunne sagtens være gået galt for hjemmeholdet, hvis ikke Marc-Andre ter Stegen havde stået i vejen i målet.

Den tyske målmand leverede flere refleksredninger, og Dynamo Kiev havde adskillige store chancer, som blev brændt.

Det lykkedes dog Dynamo Kiev at reducere til 1-2, efter at den tidligere FC København-spiller Benjamin Verbic afsluttede, og ter Stegen kun kunne parere ud til Viktor Tsygankov, der havde nemt ved at finde nettet.

En af de spillere, der var ramt af corona for Dynamo Kiev, var Mikkel Duelund, der ikke var med i truppen hos ukrainerne.

Den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite sad på bænken i hele kampen for Barcelona.

I den anden kamp i gruppen scorede Álvaro Morata de to første mål for Juventus, som havde Cristiano Ronaldo med fra start.

Ronaldo stod for assisten til Moratas mål til 2-0. Paulo Dybala kom ind fra bænken og bidrog til de to sidste mål for Juventus.

Dybala fik foræret bolden foran mål af Ferencváros ved begge lejligheder, og argentineren udnyttede gaveboden med det samme.

Ved det andet mål fik han tilmed hjælp af en Ferencváros-stopper, som i sit forsøg på at losse bolden væk hamrede den op i nettaget.

/ritzau/