Smadret rude koster Rosted en ekstra dags karantæne

Brøndby-spilleren Sigurd Rosted har fået en ekstra spilledags karantæne for at have smadret en rude efter sin udvisning i hjemmekampen mod FC Midtjylland.

Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Kampens dommer havde ikke indberettet episoden, men Fodboldens Disciplinærinstans har af egen drift kigget på sagen og fundet frem til, at Rosted skal have en ekstra kamp i skammekrogen.

– Vi er utrolig ærgerlige over, at vi må undvære Sigurd mod OB, siger Brøndby-træner Niels Frederiksen og lægger ikke skjul på, at han ikke forstår sanktionen.

– Vi kan konstatere, at dommerteamet til kampen valgte ikke at indberette det, så det er udelukkende Disciplinærudvalget selv, der på baggrund af de artikler, der blev bragt i dagene efter kampen, som har valgt at gøre en sag ud af det.

Han har i hvert fald ikke tænkt sig at bede sine spillere om at opføre sig anderledes fremover.

– Der er mange følelser i spil i fodbold, og det vil der forhåbentligt blive ved med at være fremadrettet, uanset hvor mange karantæner som denne der bliver uddelt, lyder det fra Niels Frederiksen.

Den ekstra karantænedag betyder, at Rosted også går glip af søndagens hjemmekamp mod OB. Han afsonede den første karantænedag i 1-2-nederlaget mod AaB i weekenden.

/ritzau/