Ryan Giggs afviser beskyldning om overfald efter anholdelse

Den walisiske fodboldlandstræner Ryan Giggs afviser “alle beskyldninger om et overfald” af sin kæreste Kate Greville, efter at den tidligere fodboldstjerne blev anholdt i sit eget hjem søndag aften.

I en erklæring udgivet af en repræsentant fra Ryan Giggs lyder det:
– Hr. Giggs benægter alle påstande om, at han skulle have begået et overfald.

– Han samarbejder med politiet, og han vil fortsætte med at hjælpe dem med deres igangværende efterforskning, lyder det ifølge AFP.

Det britiske tabloidmedie The Sun har skrevet, at Giggs blev anholdt efter husspektakler, og at det angiveligt skulle dreje sig om et overfald på Giggs’ kæreste.

– Politiet blev tilkaldt klokken 22.05 søndag. En kvinde i 30’erne havde fået mindre skader, men ingen af dem krævede behandling.

– En 46-årig mand blev arresteret efter mistanke om overgreb, lyder det i anholdelsesrapporten fra Greater Manchester Police, som The Sun har set.

Det Walisiske Fodboldforbund har bekræftet, at den er bekendt med en mulig hændelse, der involverer landstræneren. I første omgang har det fået den konsekvens, at tirsdagens pressemøde, hvor Giggs skulle udtage landsholdet til de kommende kampe, er aflyst.

Den tidligere Manchester United-kantspiller har været walisisk landstræner siden januar 2018. Han bor stadig i nærheden af Manchester.

/ritzau/