Odenses håndboldkvinder snupper tiende sejr på stribe

Siden Odense Håndbold indledte sæsonen med et nederlag til Team Esbjerg, er det kun gået fremad for de fynske håndboldkvinder.

Opturen fortsatte i tirsdagens udekamp mod ligaens nummer fire, København Håndbold, der blev slået 29-24.

Odense er nu oppe på ti sejre i træk og er lige i hælene på Team Esbjerg, der tidligere på aftenen vandt med 34-15 over Vendsyssel.

I kampens første tredjedel var der ellers ikke meget, der tydede på en fynsk fest på Frederiksberg. Anført af en veloplagt Mia Rej førte københavnerne med 11-7, men så begyndte Ulrik Kirkelys tropper at få greb om tingene.

Ved pausen var kampen vendt på hovedet med Odense-føring 15-13, og gæsterne fortsatte med at dominere i anden halvlegs begyndelse.

Efter otte minutters spil var føringen vokset til 21-16, og da begyndte det så småt at ligne en afgørelse.

Hjemmeholdet var dog ikke slået og kæmpede sig tilbage i kampen. Forskellen på de to hold blev reduceret til et enkelt mål ved både 21-22 og 22-23.

Med to scoringer i træk fik Mie Højlund dog skabt ny luft for Odense, der holdt det ellers godt kæmpende hjemmehold bag sig i de sidste minutter.

Fløjspilleren Ayaka Ikehara afsluttede scoringen med kampens to sidste mål.

Med sejren rykker Odense forbi Viborg i tabellen med 20 point efter 11 kampe. Team Esbjerg er i spidsen med 21 point.

/ritzau/