Lauge spiller for fulde huse i Ungarn: Det er lidt skørt

Tomme haller eller et yderst begrænset antal tilskuere er blevet hverdag til selv de største håndboldkampe.

Ikke bare i Danmark, men i det meste af det vestlige Europa har kampen mod smittespredning fået myndighederne til at blokere adgangen til sportshallerne, hvor kampene bliver afviklet uden den velkendte larm og atmosfære.

I enkelte lande har man dog valgt en ganske anden strategi. Eksempelvis i Ungarn, hvor den danske landsholdsprofil Rasmus Lauge er på kontrakt i storklubben Veszprem.

– Vi har tilskuere til kampene. Hvis alle billetter bliver solgt, fylder de hallen, siger Lauge.

Før klubbens kamp mod Barcelona i Champions League for to uger siden var alle billetter solgt i forsalg.

Kampen endte dog med at blive udsat, fordi smitten havde bredt sig i Barcelonas spillertrup.

– Som spiller er det selvfølgelig fedt at spille med publikum. Men det er også lidt skørt, at det er så anderledes i forhold til alle andre europæiske lande, siger Rasmus Lauge.

Ungarn indførte 1. september indrejseforbud for udenlandske statsborgere uden “anerkendelsesværdigt formål”.

For lokalbefolkningen er restriktionerne til gengæld forholdsvis afslappede.

– Når man er inden for landets grænser, fungerer alt næsten, som hvis der ikke havde været corona. Man har mundbind på i supermarkedet, men ellers er der åbent for alt andet.

– Måske er det derfor, at smittetallene er eksploderet lidt den seneste tid. Det kan man jo kun gisne om, siger Rasmus Lauge.

Onsdag aften må den stærke bagspiller undvære tilskuerlarmen, når han er med på det danske landshold i EM-kvalifikationskampen mod Schweiz.

Opgøret i Ceres Arena i Aarhus afvikles for tomme tribuner.

/ritzau/