Landin opdagede prestigefyldt hæder på sociale medier

Når Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) hvert år udpeger verdens bedste fodboldspiller, sker det under stor opmærksomhed, hvor overrækkelsen af den gyldne bold bliver sendt ud til alverdens tv-stationer.

Da Niklas Landin i juli blev kåret til verdens bedste håndboldspiller i 2019, foregik det nærmest i stilhed. Midt på sommeren efter et forår, hvor coronavirus havde bremset håndboldsæsonen i utide.

– Det var ikke helt på samme måde som i fodboldverdenen, hvor der er et kæmpe show omkring det. Jeg var slet ikke klar over, at udmærkelsen skulle ske hen over sommeren, siger Niklas Landin.

I håndbold bliver verdens bedste spiller udpeget af fans gennem en afstemning på Det Internationale Håndboldforbunds (IHF) hjemmeside.

Landin anede ikke selv, at han havde vundet afstemningen, før venner og medier begyndte at kontakte ham. IHF nøjedes med at udsende et tweet på forbundets Twitter-profil.

– Jeg fik godt nok en e-mail fra Hassan Moustafa (IHF’s præsident, red.), men det var først nogle dage senere. På det tidspunkt vidste jeg det jo godt. Det var for længst blevet afsløret på de sociale medier, siger Niklas Landin.

Selv om han ikke havde ofret mange tanker på den løbende afstemning, er han stolt af at blive udvalgt i kamp med verdens bedste spillere.

– Jeg har efterfølgende kunnet mærke, at det betyder meget for mig. Det er jeg utrolig stolt over.

– Jeg var meget glad for mit 2019, der står som et af de mest stabile og succesfulde år for mig. At få den udmærkelse betød ekstremt meget, lyder det fra den 31-årige målmand.

IHF har kåret verdens bedste spiller hos både mænd og kvinder siden 1988, og Landin er den tredje dansker, der opnår hæderen.

Anja Andersen var den første, da hun blev udpeget til verdens bedste kvindelige spiller i 1997. Siden er Mikkel Hansen blevet kåret til verdens bedste herrespiller hele tre gange, senest i 2018.

/ritzau/