Grønland kalder amerikansk VM-billet for skandale

Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har gjort sig upopulær i Grønland, efter at verdensforbundet har tildelt USA en plads til herrernes håndbold-VM i januar.

Coronakrisen aflyste De Panamerikanske Mesterskaber, hvor Nord-, Mellem- og Sydamerika normalt dyster, og hvorfra de bedste kvalificerer sig til VM.

Det betød, at IHF skulle uddele VM-billetterne, og her blev den ene reserveret til Nordamerika.

I 20 år er Grønland sluttet som det bedste hold fra den nordamerikanske del ved De Panamerikanske Mester og forventede derfor at få billetten. Men nu står landet tilbage med en lang næse.

IHF har givet VM-billetten til USA med begrundelsen om, at landets VM-deltagelse kan være med til at udbygge tv-markedet, og at USA er vigtig for håndboldens udvikling på verdensplan.

Den begrundelse vinder dog ikke meget respekt hos grønlænderne.

– Vi synes, at det er en sportslig skandale. Det er helt fint at satse på USA som håndboldnation, det skal bare ikke være på bekostning af andre, siger Jørgen Isak Olsen, formand for Grønlands Håndboldforbund, til DR Sporten.

– Det er forfærdeligt, især over for vores herrelandshold, at der træffes sådan en beslutning, der røvrender vores spillere.

Den tidligere GOG-profil Minik Dahl Høegh, som er anfører for Grønland, forstår ikke, hvordan sådan noget kan foregå.

– Der bliver signaleret, at man bare kan skide på en lille håndboldnation, uden at det får nogen konsekvenser. Det, synes jeg, er et forkert signal at sende, siger han til DR Sporten.

TV2 Sport skrev tidligere tirsdag, at USA’s håndboldforbund havde nedfældet nogle krav til mulige ansøgere, der mente sig kvalificerede til en plads på det amerikanske håndboldlandshold.

I så fald kan de sende en video på 15 minutter, hvor de demonstrer, at de er dygtige til ting som at løbe, hoppe, aflevere, gribe og skyde, for at komme i betragtning til VM i Egypten.

/ritzau/