Coronafrygt giver fri trupudskiftning til håndbold-EM

Coronapandemien får stor indflydelse på det kommende håndbold-EM for kvinder i Danmark og Norge til december. Senest har smittefrygt blandt spillerne ført til lempelse af reglerne for udskiftning i truppen.

Alle holdene har indleveret en bruttotrup på 35 spillere til slutrunden. Normalt må hvert hold skifte to spillere i indledende runde, to i mellemrunden og to til eventuelle slutkampe – altså højst seks udskiftninger i alt.

Den regel er blevet lempet af Det Europæiske Håndboldforbund (EHF), hvis der opstår smittetilfælde.

– Grundet den igangværende pandemi, og risikoen for at flere spillere fra samme hold bliver testet positive for coronavirus, er der ingen begrænsning på antallet af udskiftninger i tilfælde af bekræftede smittetilfælde.

Dermed kan Jesper Jensen og landstrænerkollegerne i princippet ende med at bruge samtlige 35 spillere fra bruttotruppen, hvis der kommer et smitteudbrud i truppen.

Det er vigtigt at notere sig, at der ikke er tale om carte blanche til at skifte ud i truppen, hvis man er utilfreds med de 16 udtagne.

Reglerne om de maksimale seks udskiftninger undervejs i turneringen gælder stadig, og det er kun i tilfælde af coronasmitte i truppen, at de ekstra udskiftninger kan bruges.

Norge og Danmark deler værtskabet for slutrunden, som bliver afviklet 3.-20. december.

Danmark skal spille alle gruppekampe i Herning, mens Frederikshavn også lægger hal til en del af det indledende gruppespil. Resten af turneringen foregår efter planen i Norge.

Nordmændene har dog skrappere coronarestriktioner end i Danmark, og derfor afventer Det Norske Håndbold stadig at få dispensation fra disse. Ellers kan Norge blive nødt til at opgive EM-værtskabet.

/ritzau/