Ajax-profil lå på sofaen på kampdagen: Det var vildt

Ajax frygtede at måtte undvære flere store profiler mod FC Midtjylland, efter at en stribe spillere på holdet blev testet positive for coronavirus.

Men da Champions League-kampen tirsdag aften blev fløjtet i gang, var spillere som André Onana, Dusan Tadic og Davy Klaassen alligevel tilgængelige.

Klaassen havde næsten opgive at deltage i kampen, fortæller han.

– Jeg og nogle af de andre spillere fik ikke lov til at flyve til Danmark. Vi måtte være standby. I dag lå jeg på sofaen og tænkte, at det ikke ville ske. Men så fik jeg opringningen, og jeg nåede det i tide, siger han på pressemødet efter kampen.

– Vi vandt. Det var en vild, men god dag.

Med 24 timer til kampen vidste Ajax-træner Erik ten Hag ikke, hvem han kunne råde over til tirsdagens kamp. Spillerne kom ind med forskellige fly, og træneren roser sit hold for at tilpasse sig situationen.

– Det påvirkede dem (på banen, red.). Men vi håndterede det godt, og jeg må rose holdet. De var gode til at holde fokus på kampen, siger han.

I pausen sendte han Klaassen, som først ankom få timer før kampstart, på banen.

Da han kom ind fra starten af anden halvleg, var Ajax foran 2-1, og den boldsikre hollænder var med til at køre sejren hjem.

– De spillede anderledes, end vi er vant til. Det var svært, og de gjorde det godt. De skabte mange chancer, men i anden halvleg gjorde vi det bedre og havde lidt bedre kontrol, siger Davy Klaassen.

– Det var ikke en god kamp for os, men vi vandt.

Efter tre kampe har holdet fra Holland koblet sig på de to øvrige tophold i gruppen, Liverpool og Atalanta.

Mens FC Midtjylland er sidst i gruppen med nul point, har både Ajax og Atalanta fire point på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Liverpool er nummer et med ni point.

/ritzau/