Jon Dahl nærmer sig svensk mesterskab efter ny sejr

Det begynder for alvor at lugte af guldmedaljer til Jon Dahl Tomasson og Malmö FF.

Mandag vandt det svenske fodboldhold med den danske cheftræner 1-0 over Helsingborg. Sejren bringer Malmös forspring i toppen af tabellen op på ti point med blot fire kampe tilbage af sæsonen.

Dermed er Jon Dahl snublende tæt på mesterskabet i sin første sæson i spidsen for Malmö FF.

Den tidligere assistenttræner på det danske landshold havde mandag tre danskere med fra start i form af Anders Christiansen, Jonas Knudsen og Lasse Nielsen.

Den danske trio kunne efter cirka et kvarter se Isaac Kiese Thelin lave kampens første og eneste mål.

Anders Lindegaard startede på mål for Helsingborg, men blev skiftet ud fem minutter inde i anden halvleg med en skade. Søren Rieks kom på banen for Malmö små 20 minutter inde i anden halvleg og var med til at køre sejren i hus.

/ritzau/