Jess Thorup vil tegne ny FC København-æra

Jess Thorup er bevidst om, at han skal udfylde et par store sko som ny cheftræner i FC København.

Ud over en kort afstikker har Ståle Solbakken været symbolet på storklubbens vedvarende succes siden sin tiltræden i 2006, men nu er tiden kommet til en ny æra.

Den er Jess Thorup drevet af at skulle være en af frontfigurerne for. Det siger træneren på et pressemøde i Parken mandag eftermiddag.

– Jeg står her i en kæmpe klub med kæmpe ambitioner. Hvis det her skal lykkes, og det er også min ambition, så skal vi tilbage, hvor klubben historisk hører hjemme.

– For mig handler det om at starte en ny æra, og den handler om at komme tilbage på tronen og være det bedste nationale hold og være blandt de bedste internationale klubber, siger Jess Thorup.

Hvad succeskriteriet skal være i forhold til antallet af mesterskaber, pokaltitler og europæisk gruppespil i løbet af sin fire år lange kontrakt som FCK-træner, er op til klubbens bestyrelsen at afgøre, tilføjer Thorup.

Han har stor respekt for tidligere FCK-træner Ståle Solbakkens arbejde i FCK, men han ønsker som udgangspunkt ikke at sammenligne sig selv med Solbakken eller udtale sig om den nedadgående retning, som FCK har været på i 2020.

– Historikken i FCK taler sit eget sprog, og det Ståle har leveret i den tid, han har været her. Det bliver ikke nemme sko at udfylde.

– Men jeg skal ikke sammenligne mig med ham. Jeg skal ikke efterligne nogen, som har været der – jeg skal skabe forandringer. Jeg skal sørge for, at give spillerne redskaberne til at præstere. Det har jeg tidligere haft succes med, siger Jess Thorup.

Han har selv spillet under Ståle Solbakken i en kort periode i norske Ham-Kam. I den periode havde de børn, der gik i samme klasse. Blandt andet derfor har de to altid haft en god relation til hinanden og snakket sammen jævnligt.

Thorup har dog ikke rakt ud til Solbakken i forbindelse med samtalerne om at lande nordmandens tidligere job i FCK.

Den nye FCK-træner forventer, at man vil se et endnu mere offensivt FCK-hold i fremtiden, uden han dog endnu kan sige, hvad det præcis indebærer.

– Jeg har brug for at kigge lidt på materialet og truppen for at se de kompetencer, der er. Jeg er en træner med et offensivt mindset både med og uden bolden, og vi skal begejstre vores fantastiske fanskare.

– Den stil har jeg altid bragt på banen, og den stil vil jeg også have i FCK, siger Thorup.

Han er skiftet til FC København efter blot at have stået i spidsen for belgiske Genk i mindre end halvanden måned. Den belgiske klub har erklæret sig skuffet over at måtte slippe Thorup allerede, og selv har danskeren da også forståelse for den holdning.

Han mener dog også, at han har gjort sit for ikke at smække med døren.

– Jeg valgte at tage tilbage til Belgien, og søndag forklarede jeg klubben, hvorfor jeg har truffet de valg, jeg har gjort.

– Jeg er bestemt ikke løbet nogen steder, men jeg kan godt forstå, at de synes, at det hele er smuldret, efter de modtog det første telefonopkald, siger Thorup, der muligvis selv skal finde sin afløser i Genk:

– Jeg er også blevet spurgt, om jeg vil hjælpe Genk med at finde ud af, hvad de nu skal lede efter, siger Jess Thorup.

/ritzau/