Tour-feltet skal over Mont Ventoux to gange på én dag

Der venter rytterne et benhårdt møde med det berygtede bjerg Mont Ventoux i næste års udgave af Tour de France.

Tour-feltet skal på en af løbets 21 etaper således over bjerget to gange.

Det fremgår af ruten til det franske etapeløb, som søndag aften er blevet afsløret i den franske hovedstad, Paris.

Det fremgår også, at næstsidste etape bliver en enkeltstart.

Det traditionsrige etapeløb skal køres fra 26. juni til 18. juli næste år og bliver som sædvanligt afsluttet i Paris på Champs-Élysées.

Dette års udgave af Tour de France blev udskudt på grund af coronakrisen.

Derfor blev det kørt fra den 29. august til 20. september. Det 22-årige, slovenske talent Tadej Pogacar (UAE) endte som samlet vinder og blev den yngste Tour de France-vinder siden 1904.

Han fyldte 22 år dagen efter sin triumf i Paris.

/ritzau/AFP