Opdækningsfejl giver Brøndby-anfører hovedbrud

Brøndby indledte 3F Superligaen med fire sejre på stribe. Nu er det blevet til tre nederlag i træk, og anfører Andreas Maxsø er træt af de personlige fejl, som gang på gang koster point.

Søndag i AaB scorede nordjyderne til 2-1 med fem minutter igen, i en situation hvor Maxsø selv så skidt ud i sin opdækning af målscorer Tom van Weert.

– Vi sidder ikke tæt nok i feltet lige for tiden. Det skal være bedre. Det var ikke godt nok, med de to mål de lavede i dag, lyder det selvkritisk fra Maxsø til TV3 Sport.

Brøndby spillede rigtig godt i første halvleg, hvor det blev til flere store chancer, men efter pausen ændrede billedet sig.

– Vi stoppede med at spille i anden halvleg, hvor de havde overtaget. De fik nogle mål ud af ingenting. Det er utroligt, vi bliver ved med at lukke de mål ind. Det skal være meget bedre, siger han.

– Jeg synes, vi spillede en fornuftig første halvleg, men så gik vi lidt døde og blev lidt for passive i anden halvleg.

For AaB var det første kamp, efter at cheftræner Jacob Friis sagde op tidligere på ugen for at få mere tid til sin familie, hvor hans datter har kæmpet med leukæmi i en længere periode.

Matchvinder Tom van Weert var da heller ikke i tvivl om, at sejren betød lidt ekstra.

– Det er en svær situation for Friis. Han tog en beslutning, der er bedst for ham og familien, og det respekterer vi, siger Tom van Weert til TV3 Sport.

– Vi håber alle sammen, at det bliver godt igen med hans datter, så det var også for Friis, at vi fik sejren i dag.

Trods sejren er AaB stadig et enkelt point efter Brøndby i tabellen. Brøndby er nummer 4 med 12 point, mens aalborgenserne er nummer 7 med 11 point i en tæt liga.

/ritzau/