OB-træner jubler over succesfuldt formationsskifte

Det gav gevinst mod Lyngby, og søndag gav Jakob Michelsens systemændring den anden sejr i træk for OB.

Til kampen mod AC Horsens, som fynboerne vandt 1-0, havde OB-træneren igen valgt at benytte tre centrale forsvarsspillere, og det lå der en god forklaring bag.

– Vi valgte at spille med tre stoppere, fordi Horsens havde to store, fysisk stærke angribere, og vi vidste, at de spillede med meget duelspil og mange indlæg, så det gav rigtig god mening at spille med tre stoppere, forklarede Michelsen.

I sæsonens første fem kampe, der kastede fire point af sig, spillede OB med fire mand i bagkæden, men efter systemskiftet er det nu blevet til seks point i to kampe.

Michelsen vil dog ikke lægge sig fast på at skulle spille med tre centrale forsvarsspillere hver gang. Det er en afvejning af, hvem der står på den modsatte banehalvdel.

– Der er fordele og ulemper ved alle systemer. Spiller man med tre stoppere, er man lidt flere inde i feltet. Omvendt mangler man måske et punkt længere fremme på banen i forhold til flowet på bolden.

– Vi skal kunne mestre flere systemer alt efter, hvad det er for en opgave, vi står over for, siger han.

Undervejs i opgøret fik Kjartan Finnbogason et direkte rødt kort, og OB-træneren var helt enig med dommeren i, at Horsens-angriberen skulle sendes tidligt i bad.

– Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så den første gang. Sådan en skal give rødt syv ud af syv dage. Jeg sad i en god vinkel, og jeg mener, at den var klokkeklar, lyder vurderingen fra Michelse.

OB har ti point efter de første syv kampe i superligasæsonen.

/ritzau/