Metal Ligaens førerhold afværger fiasko mod bundprop

Aalborg Pirates balancerede på kanten af en stor skuffelse, da holdet på egen is var i problemer med bundholdet Rødovre Mighty Bulls i Metal Ligaen.

Det lykkedes dog nordjyderne at komme tilbage fra både 0-2 og 2-3 og bringe kampen i overtid og straffeslagskonkurrence, hvor det endte med en sejr på 4-3.

Med de to point for sejren på straffeslag holder Aalborg fast i jumbopladsen, mens Rødovre kan trøste sig med, at det ene point, holdet trods alt fik med hjem, sender forstadskøbenhavnerne over Odense Bulldogs i bunden.

Gæsterne fra Rødovre bed fra start fint fra sig, og inden holdene smuttede i omklædningsrummene til den første pause, kom gæsterne sågar i front.

Steffen Klarskov Nielsen stod for den overraskende føring mindre end et minut fra periodens afslutning.

Problemerne hobede sig op for favoritterne, som lidt over midtvejs i anden periode også kom bagud med to.

Stærkt spil i powerplay fik dog aalborgenserne tilbage. To minutter efter Rødovres 2-0-mål reducerede Mikkel Højbjerg i overtal, og fem minutter inde i tredje periode, var det Thomas Spellings tur til at gøre det samme og udligne.

Gæsterne tog imidlertid igen føringen efter otte minutter ved amerikaneren Trevor Cheek.

Aalborg kunne åbenbart ikke score i fem-mod-fem.

Til gengæld kunne holdet åbenbart både i overtal og undertal. Midtvejs i tredje periode var Rødovre i overtal, men Spelling fik sendt Pier-Olivier Morin afsted, og han sørgede for at sende kampen i overtid med scoringen til 3-3.

Der kom ingen scoringer i overtiden. Derfor skulle det hele afgøres i straffeslagskonkurrence, og her var Aalborg stærkest. Josh MacDonald stod for afgørelsen.

Aalborgs nærmeste forfølger, Rungsted Seier Capital, måtte også bruge mere end 60 minutter på at hive sejren i land søndag. På hjemmebane blev Esbjerg Energy slået med 2-1 efter overtid.

Sønderjyske skøjtede hen over Frederikshavn White Hawks med 4-0, mens kampen mellem Herning Blue Fox og Herlev Eagles blev afslut grundet coronaudbrud hos sidstnævnte.

/ritzau/