Australsk World Tour-løb sløjfes i 2021 på grund af corona

Det australske World Tour-løb Cadel Evans Great Ocean Road Race sløjfes i 2021 på grund af coronavirus.

Pandemien betyder, at de lokale myndigheder har set sig nødsaget til at aflyse endagsløbet, som dog vender tilbage i 2022 i en “større og bedre” udgave.

Det skriver løbsarrangøren på sin hjemmeside.

Cykelløbet har været afviklet siden 2015. I år – inden det smitsomme virus bredte sig til hele verden – blev det vundet af belgieren Dries Devenyns.

Tidligere har ryttere som Elia Viviani og Jay McCarthy stået øverst på podiet i løbet.

Cadel Evans Great Ocean Road Race er opkaldt efter den tidligere cykelrytter Cadel Evans, som vandt Tour de France i 2011 og blev verdensmester to år forinden.

Coronapandemien førte til en lang række aflysninger og udsættelser i 2020, og cykelsæsonen var sat på pause i næsten fem måneder.

I øjeblikket bliver årets sidste World Tour-løb, Vuelta a España, kørt i Spanien.

/ritzau/