Riwal håber på UCI-udsættelse efter misset deadline

Det danske cykelhold Riwal Securitas håber på en hjælpende hånd fra Den Internationale Cykelunion (UCI) i bestræbelserne på at køre videre i 2021.

Holdet skriver i en pressemeddelelse, at det ikke når i mål med at finde de tilstrækkelige sponsorer for næste sæson inden deadlinen hos UCI 1. november.

Derfor er Riwal ikke på oversigten over hold, som udsendes 5. november, men cykelholdet har ikke opgivet målet om at køre professionelt i den kommende sæson.

– Vi tror fortsat på, at det kan lykkes at få enderne til at nå sammen, men vi når desværre ikke at sende den nødvendige dokumentation videre til UCI inden deres deadline.

– Vi har bedt om udsættelse hos UCI, som har lovet at kigge på det med velvillige øjne, men endnu ikke har bekræftet det, skriver Riwal.

Riwal kører på cykelsportens næsthøjeste niveau, men deltager indimellem i World Tour-løb.

Hvis Danmarks største hold også skal være at finde blandt de bedste eller næstbedste i 2021, skal der flere penge på bordet, og ifølge administrerende direktør Steffen Kromann har flere aftaler været tæt på at blive landet.

– Der er nogle sponsorer og aftaler, der har været på plads, men hvor der er meldt fra. Det gør, at vi skal ud og finde en anden cykel for eksempel. Og så er der nogle andre forløb med sponsorer på den lange bane, der ikke har godkendelse i baglandet. Der skal bruges lidt mere tid, siger han til TV2 Sport.

Holdet indbetalte 1. oktober de omkring 140.000 kroner, der er prisen for at søge om ProTeam-licens hos Den Internationale Cykelunion (UCI).

Men på grund af den usikre fremtid ved rytterne endnu ikke, om de har et arbejde næste år.

Hvis Riwal Securitas må lukke, er rytterne reelt arbejdsløse og kan få svært ved at finde en ny kontrakt, fordi mange hold er ved at have truppen på plads til den kommende sæson.

/ritzau/