Golfdansker avancerer kraftigt efter kanonrunde i Cypern

Golfspilleren Jeff Winther spillede sig gevaldigt op i tredje runde af European Tour-turneringen Aphrodite Hills Cyprus Open.

Danskeren gik runden i seks slag under par, hvilket var blandt de bedste resultater lørdag, da danskeren gik i klubhuset.

Winther brillerede med syv birdies og blot en enkelt bogey, og det sikrer ham en samlet score på 12 slag under par før den afsluttende runde søndag.

Præstationen sender ham på himmelflugt i klassementet, hvor han avancerer til en delt syvendeplads efter at have indledt dagen som nummer 24.

32-årige Winther har aldrig vundet en turnering på European Tour.

Det har Thorbjørn Olesen til gengæld gjort fem gange. Han deltager ligesom Winther i turneringen og kopierede senere på dagen sin landsmands bedrift.

Også Olesen gik runden i seks slag under par og er på en delt 16.-plads inden søndagens sidste runde. Han er samlet to slag dårligere end Winther og har fire slag op til waliseren Jamie Donaldson, der er alene i front.

/ritzau/