Formel 1 planlægger rekordmange grandprixer i 2021

Tilhængere af motorsportens kongeklasse, Formel 1, kan muligvis se frem til et rekordhøjt antal løb næste år.

F1-organisationen har fredag således præsenteret et forslag til næste sæsons løbskalender, og her indgår der 23 grandprixer.

Det hidtil største antal løb i en sæson er 21.

I år skulle der have været afholdt 22 grandprixer, men det er sat ned til 17 på grund af coronapandemien.

Programmet for 2021 indeholder adskillige perioder med tre løb tre weekender i træk. I normale sæsoner bliver et grandprix altid efterfulgt af en friweekend.

– Det vil sætte mekanikerne på hårdt arbejde, konstaterer Red Bull-bossen Christian Horner om udsigten til 23 løb.

/ritzau/AFP