Esbjerg tager førsteplads med storsejr over København

Team Esbjerg spillede sig lørdag på førstepladsen i Bambusa Kvindeligaen i håndbold.

Det skete, da vestjyderne hjemme tog imod København Håndbold og vandt opgøret med 29-20.

Med storsejren topper træner Jesper Jensens tropper rækken med 19 point, mens Viborg og Odense følger efter med 18 point hver.

Viborg sørgede for sine to point lørdag med en storsejr på 37-19 over bundholdet fra Vendsyssel, mens Odense fredag slog Aarhus United.

København ligger efter nederlaget nummer fire med 14 point.

Sanna Solberg bragte Esbjerg foran 5-3 efter ti minutter, og Esbjerg holdt en afstand på to-tre mål i løbet af første halvleg.

Esbjerg gik til pausen foran 13-10, efter at Sonja Frey på et straffekast sørgede for første halvlegs sidste scoring.

Efter pausen blev det hurtigt 15-10 til Esbjerg, som efter 40 minutters håndbold var foran 18-11.

Med 22-14 og et kvarter igen var det op ad bakke for københavnerne, der ikke formåede at ændre slagets gang.

Herning-Ikast har været inde i en trist periode og mødte op til opgøret mod Ajax København med en uafgjort kamp og tre nederlag i træk i bagagen.

Det blev ikke meget bedre for midtjyderne, som i hovedstaden tabte med 23-26 og har 11 point på femtepladsen.

Randers slog hjemme Horsens 24-22, mens Nykøbing F. Håndboldklub vandt 38-24 hjemme over Skanderborg.

/ritzau/