Roglic kører fra Carapaz og tager ny Vuelta-sejr

Primoz Roglic (Jumbo-Visma) sikrede sig fredag sin tredje etapesejr i dette års Vuelta a España.

Sloveneren vandt 10. etape, da han kørte fra sin store rival til den samlede sejr, Richard Carapaz (Ineos), på en stigning op mod målstregen i Suances i det nordlige Spanien.

Carapaz havde ellers forsøgt at komme væk på den stejle afslutning på den sidste kilometer, men med 100 meter tilbage kørte Roglic ham op og tog sejren.

Med ti bonussekunder til Roglic for sejren har sloveneren nu kun tre sekunder op til Carapaz på førstepladsen.

Primoz Roglic har tidligere vundet 1. og 8. etape i det spanske etapeløb.

Magnus Cort (EF) var også med fremme, men danskeren måtte nøjes med en 10.-plads på etapen.

/ritzau/