Fem Silkeborg-spillere samt træner er smittet med corona

1. divisionsklubben Silkeborg er hårdt ramt af coronavirus.

Således er yderligere tre personer i klubben blevet testet positive for coronavirus.

Det drejer sig om træner Kent Nielsen og spillerne Rasmus Carstensen og Sebastian Jørgensen, skriver Silkeborg IF på sin hjemmeside.

I forvejen var tre Silkeborg-spillere testet positive onsdag i skikkelse af Jeppe Gertsen, Svenn Crone og Pelle Mattsson.

– På trods af at vi har overholdt forholdsreglerne og fulgt protokollerne, viser dette, at covid-19 er en aggressiv virus, siger klubbens administrerende direktør, Kent Madsen.

– Vi må være stærke og kæmpe videre med det, vi har, og så håber vi, at de seks smittede kommer nogenlunde mildt igennem, fortsætter han.

Silkeborg, der ligger nummer tre i 1. division, skal søndag spille på hjemmebane mod Vendsyssel FF, og det bliver altså i en svækket udgave som følge af coronapandemien.

/ritzau/