TTH Holstebro kører Lemvig-Thyborøn over i lokalopgør

Spændingen var til at overse i torsdagens kamp i Herre Håndbold Ligaen mellem lokalrivalerne TTH Holstebro og Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Hjemmeholdet fra Holstebro tog teten fra start og var på intet tidspunkt bagud i kampen, der blev vundet 30-23.

Med sejren rykker TTH op på fjerdepladsen i ligaen, mens Lemvig må køre den cirka 40 kilometer lange tur hjem med visheden om, at holdet fortsat er næstsidst og blot står noteret for en enkelt sejr i 11 kampe.

Opgøret knækkede for alvor i slutningen af første halvleg, hvor TTH blev ved med at score mål, så holdet udbyggede forspringet til både fem, seks og syv mål.

I TTH-målet havde Sebastian Frandsen godt fat i Lemvigs skytter, mens stregen Christoffer Cichosz var flittigt scorende i den anden ende før pausen.

I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet med at udbygge føringen, og den nåede op på 11 mål, før gæsterne til sidst fik pyntet på resultatet.

/ritzau/