Datters sygdom får AaB-træner til at trække sig

Jacob Friis stopper som cheftræner i superligaklubben AaB af personlige årsager, meddeler klubben.

Det er især datterens sygdom, som har gjort, at Jacob Friis har valgt at sige op.

– For godt et år siden fik Jacob Friis’ yngste datter konstateret leukæmi, hvilket lejlighedsvis har betydet fravær fra trænergerningen i AaB, og det er i et samlet perspektiv af dette, at Jacob Friis har truffet sin beslutning, skriver klubben til fondsbørsen.

Assistent Peter Feher tager midlertidigt over som cheftræner, mens Rasmus Würtz fortsætter som assistenttræner.

/ritzau/