Tredje gang var lykkens gang for Los Angeles Dodgers

Det er godt at være sportsfan i Los Angeles for tiden.

For nylig sikrede Los Angeles Lakers sig NBA-mesterskabet i basketball, og natten til onsdag dansk tid hjemtog Los Angeles Dodgers World Series-titlen i baseball, som er mesterskabet i Major League Baseball (MLB).

Det skete, da holdet i den sjette af maksimalt syv finalekampe mod Tampa Bay Rays vandt med 3-1 og dermed bragte sig foran 4-2 i serien.

Los Angeles Dodgers er ellers ikke forvænt med at triumfere i slutkampen. Både i 2017 og 2018 tabte man finaleserien, og holdet er indehaver af en kedelig rekord på den konto.

Hele 14 gange har holdet stået som taber i World Series, hvilket er rekord i ligaen. Det er dog også blevet til syv finalesejre – senest tilbage i 1988 inden nattens triumf.

Los Angeles-spilleren Austin Barnes havde også svært ved at skjule følelsen af forløsning.

– Vi har fået knust vores hjerter så mange gange, og dette hold har arbejdet så hårdt. Der er tonsvis af følelser, sagde han ifølge Reuters efter sejren.

For Tampa Bay Rays var det blot anden gang i historien, holdet nåede finalen. Begge gange har man tabt – første gang i 2008.

MLB-sæsonen var som alle andre sportsgrene stærkt påvirket af coronapandemien.

For det første blev sæsonen afkortet, og de tre sidste runder i slutspillet blev afviklet på fire forskellige neutrale lokationer, så man kunne forsøge at holde spillere og personale væk fra smittefare.

Coronavirusset viste dog alligevel sit ansigt midt under den sjette finale. Los Angeles Dodgers måtte således trække Justin Turner ud af kampen undervejs, da han havde afleveret en positiv coronatest.

Derfor skulle alle spillerne i kampen også testes umiddelbart efter finalen.

New York Yankees er fortsat med afstand det mest succesfulde hold i baseball-ligaen med 27 titler. Nummer to på listen er St. Louis Cardinals med 11 titler.

/ritzau/