Roglic vinder bjergduel over Vueltaens førende rytter

De to førende ryttere var ude i en direkte duel om førertrøjen i Vuelta a España på onsdagens 8. etape.

Og det blev Primoz Roglic fra Jumbo-Visma, som vandt den underholdende duel over Richard Carapaz fra Ineos.

Roglic snuppede etapesejren med flot kørsel til slut. Det betyder, at sloveneren medregnet bonussekunder haler 17 sekunder ind på Carapaz, som fortsat fører i den samlede stilling.

Inden etapen havde Carapaz et forspring ned til Roglic på 30 sekunder. Det er nu barberet ned til 13 sekunder, og Roglic rykker samtidig fra fjerdepladsen op på andenpladsen.

Onsdagens etape på 164 kilometer sluttede med stigningen op til toppen af Alto de Moncalvillo.

Dermed indbød ruten til en spændende finale, og der blev da også angrebet fra flere af de bedste bjergryttere.

Aleksandr Vlasov fra Astana så i første omgang ud til at have fundet det helt rigtige tidspunkt at angribe.

Der kom i hvert fald ikke et svar lige med det samme, og Vlasov fik et hul på 14 sekunder til de nærmeste forfølgere.

Lynhurtigt fik Roglic dog hentet Vlasov, da han ikke gad at vente længere, og kun Carapaz kunne følge med.

Dernæst skiftede Roglic og Carapaz til at forsøge at accelerere fra hinanden, men ingen af dem så ud til at kunne køre fra rivalen.

Det formåede Roglic dog alligevel til slut, og Carapaz kunne kun forsøge at minimere tidstabet.

Daniel Martin, som også kørte en flot etape, blev nummer tre, og det er også irerens placering i den samlede stilling, hvor han er 28 sekunder efter Carapaz.

Hugh Carthy fra EF, som er nummer fire i den samlede stilling, forsøgte også ret tidligt at stikke alene af sted på den sidste stigning, men det lykkedes ikke.

Jonas Vingegaard havde en lille andel i Roglic’ etapesejr. Danskeren havde kræfter til at være på den sidste stigning og hjalp kortvarigt sin kaptajn hos Jumbo-Visma.

Inden den afsluttende stigning var etapen præget af et stort arbejde af hele Movistar-mandskabet, som lagde sig i front for at hente et udbrud og med højt tempo fik splittet feltet i flere grupper.

Vueltaen begyndte 20. oktober og slutter 8. november i Madrid.

/ritzau/