Frederikshavn henter NHL-spiller på kort aftale

Frederikshavn White Hawks henter prominent forstærkning med øjeblikkelig virkning.

Den danske ishockeyklub har lejet Joachim Blichfeld i den nordamerikanske NHL-klub San Jose Sharks.

Han kan allerede få debut i tirsdagens ligakamp ude mod Rungsted Seier Capital, oplyser Frederikshavn White Hawks på sin hjemmeside.

Blichfeld har siden 2016 spillet i USA, hvor han samme år blev draftet af San Jose Sharks.

Han har kæmpet med at få sit gennembrud i USA, hvor det er blevet til mange kampe i WHL for Portland Winterhawks og for San Jose Barracuda i AHL.

Præstationerne i de lavere rækker gav i sidste sæson Blichfeld en plads på San Jose Sharks’ NHL-mandskab i tre kampe.

– Det er altid dejligt at få spillere af egen avl hjem igen, selv om det ikke lå i kortene, at det skulle være allerede nu.

– Men pandemien har gjort, at ishockeyen ligger stille flere steder i verden, forklarer Frederikshavn.

– Derfor er vi glade for, at vi kan hjælpe Joachim med kamptræning i Metal Ligaen, hvilket hans klub også ser som en god investering for dem, når ligaerne i Nordamerika igen starter op,
Joe Will, vicepræsident i San Jose Sharks, ser et formål med udlejningen af Blichfeld til dansk ishockey.

– Vi er tilfredse med at udleje Joachim til Frederikshavn, så kan han fortsætte sin udvikling som NHL-talent. San Jose Sharks er imponeret over den kvalitet og udvikling af unge spillere, der i øjeblikket er i Danmark, siger Will.

Blichfeld glæder sig til at spille for Frederikshavn og spille i Metal Ligaen for første gang.

– White Hawks har et godt hold med en masse gode spillere, og det er et hold, der kan komme langt i denne sæson.

– Jeg ser frem til at blive en del af holdet, hvor jeg forhåbentlig kan bidrage med en masse offensivt hockey og lave nogle mål, siger Blichfeld.

/ritzau/