Brady kaster fire touchdowns og sætter sig på rekord

Quarterbacken Tom Brady fortsætter med at markere sig efter skiftet fra New England Patriots til Tampa Bay Buccaneers.

Sent søndag aften dansk tid blev han noteret for fem touchdowns, da Tampa Bay Buccaneers i NFL-ligaen besejrede Las Vegas Raiders med 45-20.

Fire af disse touchdowns kastede Brady, og dermed overtager han rekorden for fleste kastede touchdowns i den regulære sæson.

Brady nåede op på 559 og overhalede New Orleans Saints-spilleren Drew Brees’ 558.

Den 41-årige Brees er dog også stadig aktiv, så de to spillere kan kæmpe videre om rekorden.

Brady snuppede rekorden kort før tid med en ganske kort touchdown-aflevering.

Tampa Bay Buccaneers er nu noteret for fem sejre og to nederlag i sæsonen.

Bradys tidligere klub, New England Patriots, er kommet knap så godt fra start. Søndag tabte Patriots den tredje kamp i træk – 6-33 mod San Francisco 49ers – og det er blevet til to sejre og fire nederlag i sæsonen.

/ritzau/