Hattrick sender Silkeborg mod toppen i 1. division

Efter nederlaget til topholdet Viborg i torsdags kom Silkeborg tilbage på vindersporet i 1. Division med en sikker sejr i søndagens udekamp mod Fremad Amager.

I kraft af et hattrick af den unge midtbanespiller Magnus Mattsson vandt Silkeborg med 3-0.

Sejren sendte Silkeborg op på tredjepladsen i den næstbedste række med 18 point for ni kampe.

Det er ét mindre end Fredericia på andenpladsen, der udløser oprykning til Superligaen.

I søndagens kamp på Amager blev der ikke scoret i første halvleg, men efter pausen var der dømt onemanshow af den 21-årige Magnus Mattsson.

Efter en times spil scorede han på straffespark til 1-0, og et kvarter senere foddoblede han føringen. Otte minutter før tid fjernede han den sidste snert af spænding med målet til 3-0.

Med nederlaget ligger Fremad Amager nummer seks med 15 point.

Førerholdet fra Viborg er også i aktion søndag eftermiddag og gæster bundholdet Hvidovre.

/ritzau/