Zidane nyder Real-sejr over Barcelona efter hård kritik

Real Madrid kom ud af en mindre krise på bedst mulig vis, da holdet lørdag ude besejrede FC Barcelona med 3-1 i sæsonens første El Clasico.

Barcelona kunne ellers have sørget for det tredje Real Madrid-nederlag på stribe, men det lykkedes ikke.

Efter nederlag i La Liga til Cadiz i sidste weekend og nederlag til Shakhtar Donetsk i Champions League fik Real Madrid rejst sig.

Dermed er presset på Real Madrid-træner Zinedine Zidane for en stund aftaget. Real Madrid topper nu La Liga med 13 point efter 6 kampe.

– Det er kun tre point, men vi skal nyde sejren. Specielt efter alt det, der er blevet sagt om holdet, siger Zidane til AFP.

Real Madrid har været udsat for hård kritik i de spanske medier i den seneste uges tid.

Anfører Sergio Ramos, der scorede på et straffespark i kampen mod Barcelona, nyder sejrens sødme.

– Du har altid dårlige perioder i løbet af en sæson, og forhåbentlig varede denne her periode kun en uge. At vinde på din ældste rivals bane er altid tilfredsstillende, siger Ramos.

Barcelona-træner Ronald Koeman var utilfreds med det straffespark, Ramos selv fremtvang og først blev tildelt efter et VAR-gennemsyn.

Ramos blev tydeligt revet i trøjen af Barcelona-stopperen Clément Lenglet, men spanieren lod sig også falde teatralsk i situationen.

– Måske kan du en dag forklare, hvordan VAR fungerer her i Spanien. Vi har spillet fem kampe i ligaen, og VAR har kun blandet sig og straffet Barcelona, siger Koeman.

Det var Koemans første El Clasico som Barcelona-træner. Han kan notere sig tre sejre i sine første seks kampe for catalonierne.

Barcelona gæster onsdag Juventus i Champions League uden karantæneramte Gerard Pique.

/ritzau/