Snu belgier vinder udbryder-slag i Vueltaen

Den rutinerede belgiske cykelrytter Tim Wellens (Lotto Soudal) tog lørdag sejren på 5. etape af Vuelta a Espana.

Med snuhed og kløgt slog 29-årige Wellens til i en finale mod Thymen Arensman (Sunweb) og Guillaume Martin (Cofidis) efter 184 kilometer på de spanske landeveje.

Da fronttrioen kom ind på den sidste kilometer gik den 20-årige hollænder Arensman straks til angreb.

Wellens fulgte efter, og de fik slået et hul til franske Guillaume Martin.

Franskmanden fik dog kørt sig op til de to andre med 500 meter tilbage, hvor Arensman tilsyneladende havde brugt alt sit krudt. Guillaume Martin havde heller ikke det store at byde ind med.

Derfor kunne Tim Wellens nogenlunde sikkert køre sejren hjem.

Hovedfeltet kom i mål mere end to minutter efter fronttrioen.

Et styrt betød, at rytterne dryssede ind med nogle sekunders mellemrum. Her kom løbets førende rytter Primoz Roglic (Jumbo-Visma) først over målstregen som nummer fire.

Roglic kom i mål to minutter og 13 sekunder efter etapevinderen Wellens.

/ritzau/