Real Madrid sænker Barcelona og topper La Liga

For tredje gang i træk gik FC Barcelona fra banen i La Liga uden en sejr.

Lionel Messi og co. tabte lørdag 1-3 på hjemmebane til ærkerivalen Real Madrid i sæsonens første El Clasico.

Nederlaget efterlader Barcelona i midten af tabellen med blot syv point efter fem kampe.

Inden nederlaget i El Clasico havde Barcelona tabt ude til Getafe og spillet uafgjort hjemme mod Sevilla. Kun de to første ligakampe endte med sejre til Barcelona, som siden er gået i stå.

Modsat rejste Real Madrid sig efter et par skuffende nederlag i henholdsvis ligaen og Champions League og erobrede med sejren førstepladsen i La Liga med 13 point efter 6 kampe.

Real Madrid kom allerede foran 1-0 efter fem minutter, da midtbanespilleren Federico Valverde tog et løb i dybden, og han blev spillet fri af holdkammeraten Karim Benzema.

Barcelona-spillerne Gerard Pique og Sergio Busquets så ikke for gode ud i situationen, og Valverde fandt smukt det lange hjørne.

Blot tre minutter senere udlignede Barcelonas stjernefrø Ansu Fati dog til 1-1.

Messi sendte backen Jordi Alba af sted i venstre side, og han fandt Fati, der tæt foran mål stod fri og bare skulle sætte foden på.

Dermed blev Fati historiens yngste målscorer i El Clasico med sine 17 år og 359 dage.

Messi havde en stor chance for at score efter 23 minutter, efter at argentineren havde tørret Sergio Ramos i Real-forsvaret. Men Real-keeper Thibaut Courtois stod i vejen for Messi.

I den anden ende fik Benzema kort efter en lige så stor chance, men franskmanden blev pillet af Barcelona-keeper Neto.

Efter 63 minutter fik Real Madrid tilkendt et straffespark efter et VAR-gennemsyn, som Sergio Ramos udnyttede til at bringe udeholdet foran 2-1.

Real Madrids midtbanespiller Luka Modric øgede til 3-1 i det 90. minut, da det endnu en gang koksede for Barcelona-forsvaret.

Barcelona-træner Ronald Koeman skiftede den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite ind efter 87 minutter, men han nåede ikke at markere sig i de omkring otte minutter, han fik.

/ritzau/