Fifa-boss: Klub-VM er federe end flere europæiske kampe

De største europæiske fodboldklubber overvejer ifølge Sky Sports at starte deres egen europæiske liga.

Tidligere på ugen fortalte den engelske tv-station, at der blev ført diskussioner omkring et format inkluderede 16 til 18 hold fra England, Spanien, Tyskland, Italien og Frankrig.

Ifølge Sky Sports’ kilder skulle Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) have deltaget i planerne, der potentielt ville undergrave Champions League, der arrangeres af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Fifa-præsident Gianni Infantino er dog mere interesseret i at udvikle det eksisterende klub-VM end at støtte en ny europæisk liga. Det fortæller han til avisen Aargauer Zeitung.

– Som Fifa-præsident så er jeg interesseret i klub-VM, ikke en Super League.

– For mig handler det ikke om Bayern München mod Liverpool, men Bayern mod Boca Juniors, siger Infantino med henvisning til den argentinske klub.

Infantino fortæller, at de store europæiske klubber har store fanbaser i hele verden. Det samme gør sig ikke gældende for de største klubber fra eksempelvis Sydamerika, men det vil han lave om på.

Fifa-præsidenten nævner, at den populære Rio-klub Flamengo måske har 40 millioner fans på verdensplan, men kun én million af fansene befinder sig uden for Brasilien.

– Jeg ønsker at klubber uden for Europa kan få en global appel i fremtiden. Det er min vision. At have 50 klubber og 50 landshold, der kan blive de bedste i verden, siger han.

Ifølge Sky Sports er Liverpool og Manchester United blandt de engelske klubber, der deltager i diskussionerne om en europæisk udbryderliga.

Der skulle ifølge tv-stationen også være gjort tilnærmelser til Arsenal Chelsea, Manchester City og Tottenham.

Ligaen skal efter planen have 16 til 18 deltagere, der møder hinanden ude og hjemme. De bedste hold mødes til sidst i en knock-out-turnering om den samlede sejr.

/ritzau/Reuters