Real Madrid får skrækkelig start på CL med nederlag

Real Madrid skal finde helt andre takter frem, end spanierne viste onsdag aften, hvis de skal gøre sig gældende i kampen om Champions League-titlen.

Hjemme mod Shakhtar Donetsk tabte Real Madrid 2-3 og fik dermed en forfærdelig start på gruppespillet i Europas største klubturnering.

Undervejs var den spanske mesterklub sågar bagud 0-3, før Luka Modric og Junior Vinicius bragte spænding i kampen mod slutningen.

I tillægstiden sendte Federico Valverde udligningen i nettet, men målet blev annulleret for offside.

Med nederlaget er Real Madrid og Shakhtar Donetsk placeret i henholdsvis bund og top, før gruppens anden kamp mellem Inter og Borussia Mönchengladbach spilles senere onsdag aften.

Under Zinedine Zidanes ledelse har Real Madrid vundet trofæet med de store ører tre gange, men det topniveau var holdet ikke i nærheden af at ramme hjemme på Estadio Alfredo Di Stéfano.

Advarselslamperne blinkede allerede i begyndelsen af opgøret.

Efter 13 minutter slap brasilianske Marlos fri, men Thibaut Courtois klarede duellen med offensivspilleren.

Den belgiske keeper kunne til gengæld ikke stille meget op, da Tete efter en halv time sparkede bolden fladt i nettet efter flot forarbejde fra Viktor Korniienko.

Ukrainernes føring blev fordoblet bare fire minutter senere, da Raphaël Varane noget klodset kom til at prikke bolden i eget net.

Helt galt gik det for Real Madrid med to minutter til pausen. Denne gang var Tete i oplæggerens rolle, da han flot fandt Manor Salomon, som øgede til 3-0.

Shakhtar havde reelt chancer til flere end de tre mål, som gæsterne fik sat på tavlen, men flere skulle de heller ikke bruge for at sikre de tre point.

Der blev ellers skabt spænding om resultatet, da Modric sendte et perlemål i nettet, og Vinicius udnyttede sløset forsvarsspil til at reducere føringen.

Real Madrid pressede på i slutfasen, og langskuddet fra Valverde så ud til at blive den forløsende scoring, der sikrede et point. Men VAR-systemet annullerede målet, og værternes skuffelse var en realitet.

/ritzau/