Odense Håndbold snupper ottende sejr på stribe

Odense Håndbold vandt onsdag aften for ottende gang i træk i Bambusa Kvindeligaen.

Det skete på udebane, hvor Silkeborg-Voel blev slået med 28-18 efter 17-8 ved pausen.

Det blev en ensidig affære, hvor fynboerne allerede i indledningen skabte en afstand, som virkede umulig at hente for hjemmeholdet. Inden der var spillet ti minutter, lød Odenses føring på 8-2.

I anden halvleg førte Odense en overgang med 13 mål, men Silkeborg-Voel pyntede på facit i slutfasen.

Med sejren har Odense 16 point for 9 kampe, men trods kun en svipser i første runde ligger Odense kun på tredjepladsen.

Team Esbjerg bragte sig på 17 point for 9 kampe ved at vinde sin udekamp onsdag med 25-20 over Aarhus United.

Her ydede hjemmeholdet fin modstand i første halvleg, men det vestjyske hold kunne dog gå til pause foran med 13-10.

Team Esbjerg trak dog fra i anden halvleg, så der aldrig var tvivl om udfaldet. Ikke mindst på grund af den norske stregspiller Marit Malm Frafjord, der scorede otte gange.

Dermed ligger Team Esbjerg på førstepladsen, men Viborg HK, der har vundet sine første otte kampe, kan tilbageerobre den, når holdet gæster København Håndbold på lørdag.

/ritzau/