Federer forventer comeback i Australian Open

Australian Open i januar var den seneste turnering, som tennisikonet Roger Federer deltog i, og det kan meget vel også blive den næste, han stiller til start i.

Det fortæller schweizeren ifølge nyhedsbureauet Reuters til magasinet Schweizer Illustrierte.

Federer blev i starten af året opereret i knæet to gange, og nu er han i gang med genoptræningen.

– Jeg er tilbage på rette spor. Jeg kommer gradvist tilbage, men jeg tager den tid, jeg behøver uden at lægge pres på mig selv. Jeg stiller kun op i en turnering, hvis jeg er 100 procent fit.

– For øjeblikket ser det ud til, at jeg kan gøre comeback i Australian Open til januar, siger Roger Federer.

Han er dog stadig ikke der, hvor han kan træne normalt.

– Ikke endnu. Mere end to timer om dagen med ketsjeren er ikke umuligt i øjeblikket. Jeg har arbejdet med min udholdenhed og styrke uden problemer i et stykke tid nu. Der kommer ikke flere operationer, siger Federer.

Han blev 39 år i sidste måned, men har stadig ingen planer om at indstille karrieren.

– Jeg har haft tanker om det i omkring fem år, men så længe jeg har det sjovt, og det er det rigtige for os alle (familien, red.), så fortsætter jeg, lyder det fra Federer.

Han har vundet 20 grand slam-titler og har været rekordholder på det felt i en årrække, men nu deler han rekorden med Rafael Nadal, der kom op på 20 grand slam-titler ved at vinde French Open tidligere i oktober.

Med sine 310 uger er Federer den spiller, der har ligget nummer et på verdensranglisten i flest uger, men den nuværende nummer et, Novak Djokovic, nærmer sig med sine 291 uger.

Federer ligger aktuelt nummer fire i verden.

/ritzau/