Venstre ønsker flere tilskuere hvor smittetryk er lavt

Fra starten af juli til midten af september nåede Superligaen at afvikle 46 kampe under den såkaldte superligaordning.

Ordningen tillader klubberne at inddele stadion i sektioner, hvor der må befinde sig 500 tilskuere i hver sektion, så længe der er en meter mellem folk.

Divisionsforeningen har oplyst, at alle 46 kampe er afviklet, uden at der efterfølgende er påvist smittetilfælde af corona i forbindelse med kampene.

Alligevel blev ordningen 18. september suspenderet og er det indtil videre til 1. november, efter at man oplevede en stigning i antallet af coronasmittede.

Venstre vil onsdag høre kulturministeren, Joy Mogensen, om, hvorvidt hun er klar til at åbne for tilskuerordningen igen.

Det siger idrætsordfører i partier, Stén Knuth.

– Når man kigger på, hvordan kampene er håndteret, så ser man jo, at det i hvert fald ikke er idrættens skyld, at smittetallet er steget siden i sommer, siger han.

Idrætsordføreren henviser derudover til, at også andre sportsgrene for en kort stund måtte gøre brug af superligaordningen, uden at det startede nogle smittekæder.

Stén Knuth er klar til at overveje den nuværende tilskuermodel og forklarer, at Venstre ser på to ting, som kan få ordningen tilbage igen.

– Hvis man er utryg ved, at der sidder 500 mennesker i hver sektion, så lad os diskutere om det kan være 200 eller 300. På den måde får man stadig flere folk på stadion end nu.

– For det andet mener vi, at man bør kigge på smittetrykket i forskellige områder i landet.

– Hvis smittetrykket er meget lavt i Herning, hvor der skal spilles Champions League onsdag, hvorfor så ikke åbne for at flere kan komme på stadion der? siger Stén Knuth.

Han oplyser, at han i første omgang vil stille ministeren spørgsmål og derefter overveje, om han vil kalde hende i samråd.

I sidste uge lancerede Divisionsforeningen og DBU kampagnen “Superligaordningen – sikkert stadion under covid-19”.

Kampagnen skal ifølge parterne vise, at det er sikkert at lukke mere end 500 mennesker ind på de danske stadioner.

På grund af suspenderingen af superligaordning, skal klubberne lige nu rette sig efter regeringens forsamlingsforbud, der tillader 500 mennesker på stadion inklusive spillere, trænere og dommere.

/ritzau/