United-matchvinder: Vi står stærkt i gruppen nu

Manchester United fik en drømmestart på livet i gruppe H i denne sæsons Champions League, da United ude slog Paris Saint-Germain 2-1 tirsdag.

Dermed ligger englænderne i toppen af gruppen sammen med RB Leipzig, der hjemme slog tyrkiske Basaksehir 2-0.

Marcus Rashford sikrede sejren, da han scorede det afgørende mål i det 87. minut, men angriberen fokuserede mere på værdien af sejren end på sit mål.

– Det er en dejlig følelse at score, men det var vigtigere, at vi vandt kampen. Vi står stærkt i gruppen nu, men det er kun den første kamp.

– Koncentrationen og intensiteten, som vi viste, skal vi tage med os videre i de næste kampe, siger Marcus Rashford ifølge det britiske medie BT Sport.

Manchester United kom foran 1-0 i første halvleg på et straffespark, som Bruno Fernandes udnyttede.

I første omgang misbrugte portugiseren dog, men PSG-keeper Keylor Navas forlod målstregen for tidligt, og derfor var der omspark, som Fernandes så selv udnyttede.

Et selvmål i anden halvleg af Anthony Martial betød 1-1, og det lignede et resultat, begge hold kunne leve med, men så dukkede Rashford op i det 87. minut og afgjorde kampen.

– Når det er sent i kampen, så får man måske kun en enkelt mulighed, og det gælder om at gøre sit bedste, så det får betydning. Sådan var situationen i dag, og det sikrede os tre point, siger Marcus Rashford.

Han fokuserer meget på fremtiden for Manchester United, der i øjeblikket ligger nummer 15 i Premier League.

– Det var en god indsats, men vi har også meget at bygge videre på, og som spillere er det vigtigt at tro på managerens system.

– Det var hårdt til tider (kampen mod PSG, red.), specielt sent i kampen, men vi holdt intensiteten høj, siger Rashford.

/ritzau/