Aalborg-træner lovpriser CL-start før brag mod Kiel

Aalborg Håndbold har fået en sand drømmestart på Champions League-gruppespillet. Nordjyderne har indtil videre gjort rent bord med fire sejre, inden holdet onsdag aften møder den tyske gigant THW Kiel.

Celje, Motor Zaporozhye og Zagreb blev slået i de første tre kampe, og i sidste uge tog Aalborg så en fin skalp ved at slå franske Nantes med otte mål.

– Vi er sindssygt glade for vores start og har spillet rigtigt godt. Der er også noget strukturheld i at have fået kampene i den rigtige rækkefølge, så vi fik alle muligheder for at få en god start, og den har vi grebet, siger Aalborgs cheftræner, Stefan Madsen.

Han henviser til, at man i de første tre kampe mødte de hold, som Aalborg på papiret har størst chance for at slå. Dernæst mødte man et lidt svækket Nantes-hold.

– Nantes var lidt ramt på ressourcerne, hvilket vi udnyttede kynisk. Men Nantes stillede med et hold, der spillede uafgjort ude mod Montpellier, så vi skal også være meget stolte over præstationen, pointerer Stefan Madsen.

Onsdag gælder det så Kiel, der søndag viste stor klasse i sejren på 29-21 over Flensburg-Handewitt.

Kiel gav comeback til Niklas Landin, der leverede en fremragende kamp efter sin skade, og den norske stjerne Sander Sagosen fik også spilletid efter at have været skadet. Dermed er Sagosen klar til at spille i Aalborg, hvor han havde hjemmebane fra 2014 til 2017.

– Niklas så skarp ud, og vi så, at Sander er på vej tilbage. Kiel har været ramt på ressourcerne i sæsonstarten, men viste sig som et klassemandskab med stor selvtillid igen.

– Vi skal op på den helt store klinge for at bide skeer med dem, for de vil komme med fynd og klem, efter de ikke helt har fået den ønskede start på sæsonen. Vores defensiv bliver voldsomt afgørende, da vi skal matche deres hårdhed, siger Stefan Madsen.

Aalborg har ligesom Barcelona og Veszprem otte point for fire kampe i toppen af gruppe B, mens Kiel følger efter med fire point for tre kampe. Derefter følger Nantes med to point for fire kampe.

De to bedste hold avancerer direkte til kvartfinalen, mens nummer tre til seks af de i alt otte hold går videre til ottendedelsfinalen.

Onsdagens kamp i Aalborg begynder klokken 18.45.

/ritzau/