Gammelby vil genfinde målform med ophold i Lyngby

Lyngby Boldklub tabte søndag eftermiddag 2-3 i Vejle og har dermed stadig kun to point i Superligaen efter fem kampe.

Det placerer holdet på en næstsidsteplads i den bedste danske fodboldrække.

I kampen gav Lyngby superligadebut til backen Jens Martin Gammelby, som er udlejet fra Brøndby IF i resten af sæsonen.

Gammelby kvitterede for startpladsen med at score målet til 2-1. Desværre for ham og resten af Lyngby-holdet var det ikke nok til at få point med hjem.

Den 25-årige højreback glæder sig selvsagt over at have scoret og annoncerer, at der er flere mål på vej.

– Jeg er altid glad for at lave en kasse. Da jeg var på min top, scorede jeg også en masse mål, så det satser jeg på at gøre igen, siger Gammelby.

I sidste sæson havde Lyngby også en udlejet spiller fra Brøndby i klubben. 23-årige Rezan Corlu imponerede med sit offensive spil, og i dag er han tilbage i vestegnsklubben.

Jens Martin Gammelby har været i kontakt med Corlu inden skiftet.

– Jeg har snakket med Rezan Corlu om, hvordan det er i Lyngby, men ikke mere end det, siger den nye Lyngby-spiller.

Lyngby-cheftræner Christian Nielsen var naturligvis også glad for at se sin nye mand levere fra dag ét.

– Det var dejligt at se Gammelby score. Det er en god spiller, som pynter på vores hold. Han er faldet godt til, siger Christian Nielsen.

– Der ligger meget mere og venter for ham. Ingen tvivl om det.

På trods af glæden over den gode debut for Gammelby havde Lyngby-træneren ikke meget positivt at sige efter kampen.

– Vi vidste godt, at det ville blive en hård sæson. Vi dominerede i store dele af kampen, men vi gav os selv problemer med rødt kort og målmandsdrop.

Lyngby møder på fredag OB i en hjemmekamp.

OB har kun to point mere end Lyngby, og det kongeblå mandskab kan derfor spille sig ud af nedrykningszonen med en sejr.

/ritzau/