Team Esbjerg får uafgjort mod nordmænd i Champions League

Den danske håndboldklub Team Esbjerg sikrede sig et enkelt point, da det søndag eftermiddag hjemme mødte Vipers i kvindernes Champions League.

Det endte således 27-27 efter en kamp, der var tæt hele vejen.

Dermed ligger Esbjerg på femtepladsen i sin Champions League-gruppe, der består af i alt otte hold. De vestjyske håndboldkvinder har fået tre point efter de første fire kampe i gruppespillet.

Vipers fra norske Kristiansand er nummer et med syv point efter fire kampe.

Esbjerg indledte opgøret godt og kom foran med 4-1, inden Vipers svarede lidt igen. Herfra fulgte de to hold hinanden det meste af første halvleg, og det var også helt lige, da holdene gik til pause ved stillingen 12-12.

Det tætte opgør fortsatte i anden halvleg, hvor de norske gæster undervejs bragte sig foran med to mål, men hvor Esbjerg også kom foran 25-22.

Vipers skruede dog op for tempoet til sidst og sikrede dermed det ene point.

Mette Tranborg blev topscorer for Esbjerg med otte mål.

/ritzau/