Viborg sætter Fremad Amager på plads i topkamp

To af topholdene i landets næstbedste fodboldrække tørnede sammen fredag aften.

Førerholdet Viborg tog imod Fremad Amager, der inden kampen lå på tredjepladsen. Det var dog lidt svært at se, at begge hold befandt sig i den sjove ende af tabellen.

Viborg var overbevisende og vandt sikkert 3-1 over gæsterne. Den midtjyske klub har nu 17 point på førstepladsen. Fremad Amager har fortsat 12, men blev fredag overhalet i tabellen af Silkeborg, som bankede Hvidovre med 5-1.

Silkeborg hopper med sejren i hvert fald for en stund op på andenpladsen. Esbjerg kan tage den tilbage med en sejr over bundholdet Kolding lørdag.

Der var kun gået lidt over et halvt minut af fredagens kamp, da Viborg kom i front. Det hele blev sat i gang af stor brøler i Fremad Amager-forsvaret.

Markus Bay ville sparke bolden væk fra egne rækker, men endte med i stedet at lave et stort hul i luften. Viborg overtog bolden, og få øjeblikke efter headede Frederik Brandhof hjemmeholdet på 1-0.

Selv om målet opstod ud af lidt af en tilfældighed, var det Viborg, der var bedst i første halvleg. Kort før pausen blev det 2-0 ved Sebastian Grønning.

Frederik Brandhof gjorde det til 3-0 kort inde i anden halvleg, og så tydede alt på, at kampen var så godt som afgjort.

Fremad Amager fik dog lidt håb, da Lukas Engel reducerede til 1-3 cirka midtvejs i anden halvleg. Gæsterne fulgte op med at presse på foran hjemmeholdets mål, men det blev altså ikke til flere scoringer.

/ritzau/