Stærk dansk trio går efter guldet ved par-VM i speedway

Der er stor tiltro til det danske mandskab, når par-VM i speedway fredag og lørdag bliver afviklet i den polske by Lublin.

Det fastslår landstræner Hans Nielsen.

Han råder over et stærkt hold, der består af den tidligere viceverdensmester Leon Madsen, danmarksmester Anders Thomsen og den blot 17-årige Marcus Birkemose, der er U21-europamester og som i udgangspunktet vil fungere som reserve. Han skal dog køre mindst et heat per aften.

– Kørerne tror på en sejr, og der er god grund til at være optimistisk. Som udgangspunkt er det Leon og Anders, der vil køre de fleste heats, og banen er blandt deres favoritter i Polen.

– Begge kommer også fra en god sæson, hvor de er ivrige efter at bevise, at de kan hente flere medaljer, siger landstræneren i en pressemeddelelse.

I alt syv lande deltager i par-VM. Foruden Danmark drejer det sig om Australien, Polen, Rusland, Sverige, Tjekkiet og USA.

Par-VM køres anderledes end de klassiske mesterskaber. Landene dyster to og to mod hinanden, og pointsystemet er indrettet sådan, at det eksempelvis er bedre at blive nummer to og tre i et heat end nummer et og fire.

Vinderen af et heat får fire point, nummer to får tre point, nummer tre får to point, mens nummer fire må køre af banen uden point.

– Det vigtigste lige nu er, at de danske kørere tror på en sejr, og at vi har en stærk reserve, som vi kan sætte ind, hvis vi bliver nødt til at ændre strategi.

– Og så tror jeg, at når først drengene får dragten med Dannebrog på, så giver de alt, hvad de har i sig, siger Hans Nielsen.

Par-VM kan ses på TV3 Max fredag aften og TV3 Sport lørdag aften.

/ritzau/