Silkeborg-Voel spolerer Team Esbjergs perfekte sæsonstart

Team Esbjerg har været uovervindelige indtil videre i denne sæson.

Syv sejre i lige så mange forsøg havde de forsvarende danske mestre inden onsdag taget indtil videre i kvindernes håndboldliga. Men her stoppede den flotte stime dog. Hjemme mod Silkeborg-Voel, ligaens nummer syv, blev det til et overraskende pointtab, da kampen endte 29-29.

Esbjerg haltede efter det meste af kampen, men fik til sidst kæmpet sig tilbage i kampen og altså sikret et point.

Det bringer vestjyderne op på 15 point for otte kampe. Silkeborg-Voel har otte.

Silkeborg-Voel gik til pause foran 12-11. Esbjerg fik hurtigt udlignet i anden halvleg, men derfra etablerede midtjyderne et lille forspring.

Gæsterne kom helt op på 21-17, inden Esbjerg hankede op i sig selv og med fire mål i træk fik bragt lighed på måltavlen igen.

Silkeborg-Voel tog igen teten og kom foran med to mål med ti minutter tilbage. Esbjerg svarede tilbage og fik udlignet igen. Herfra skiftede stillingen mellem uafgjort og en etmålsføring til Silkeborg.

Den balancegang endte altså til Esbjergs fordel.

/ritzau/